Har du oplevet, at din baby bliver urolig hen mod eftermiddagen? Ikke sulten. Ikke træt. Men bare… utilfreds? Velkommen til det, vi kalder Fuzzy Baby Syndrom.
Hvad er Fuzzy Baby syndrom?
Fuzzy Baby syndrom er ikke en medicinsk diagnose, men en genkendelig hverdagssituation for mange småbørnsforældre. Typisk mellem kl. 15 og 16 kan din baby begynde at være svær at stille tilfreds – selv om alle de “klassiske” behov som søvn og mad er dækket. Pludselig vil din baby kun være på armen, småklynker, har svært ved at finde ro og virker bare off.
Det kan føles enormt frustrerende – særligt hvis du ikke kan sætte fingeren på, hvad der egentlig er galt.
Hvorfor opstår det?
Der kan være flere årsager, og de hænger ofte sammen:
1. Overstimulering
Din baby har måske haft en dag fyldt med dejlige, spændende sanseoplevelser – gåture, leg, lyde, lys og nye indtryk – kun afbrudt af små lure i barnevognen. Alt det, der er så godt og nærende for udviklingen, kan samtidig blive for meget for et lille nervesystem sidst på dagen.
2. Samregulering og dine egne ressourcer
Et andet vigtigt aspekt handler om jer to sammen. For hvad sker der ofte med os voksne sidst på dagen? Vi er trætte. Vi har måske ikke fået spist eller drukket nok, ikke været på toilettet, og vi har ikke lige nået at tjekke ind i os selv. Når vi bliver uregulerede, kan det mærkes af vores baby. Vi smitter med vores energi – og derfor bliver det svært at berolige en baby, hvis vi ikke selv er i ro.
Hvad kan man gøre?
Det bedste, du kan gøre, er ikke nødvendigvis at “fikse” din baby – men at tage hånd om dig selv først, og så invitere din baby ind i små, rolige, sanselige stunder, som hjælper jer begge to med at finde tilbage til ro og kontakt.
Her er tre enkle og regulerende lege, I kan lave sammen:
💛 1. Syng en bevægelsessang
F.eks. “Jeg gik mig over sø og land”. Gør sangen til en lille kropslig leg, hvor du bevæger babyen roligt med rytmen.
Når vi synger, aktiveres vores diafragma, hvilket stimulerer vagusnerven og understøtter ro og tilknytning. Samtidig regulerer du din vejrtrækning – og det smitter af på din baby.
💛 2. Pust sæbebobler
Sæbebobler er fascinerende for babyens øjne og styrker synssansen – men det er også en fantastisk øvelse i rolig og kontrolleret vejrtrækning for dig. Jo længere og roligere du puster, jo flere bobler. Det hjælper med at sende signaler til hjernen om, at “alt er okay”.
💛 3. Leg med sansetørklæder
Lad tørklæder svæve langsomt ned over babyen. Brug blide bevægelser og måske en lille, gentagende lyd eller sang. Kombinationen af visuelle input, berøring og gentagelse virker beroligende og organiserende for både dig og din baby.
Husk: Du gør det godt
Fuzzy Baby Syndrom handler ikke om, at du gør noget forkert. Det handler om et lille menneske med et umodent nervesystem, som har brug for dig – og som nogle gange bare skal have hjælp til at lande dagen blidt.
Så næste gang klokken nærmer sig 16, så tjek ind i dig selv. Spis en snack, drik et glas vand, og træk vejret dybt. Og så inviter din baby ind i en stille, sanselig stund. I regulerer hinanden – og det er både smukt og powerfuldt.
Comments are closed